Nukissiorfiit som case for handelsskoleelever
I Nukissiorfiit er vi altid glade for at komme ud og fortælle om vores arbejde med forsyning og grøn energi, hvorfor vi i sidste måned gav et oplæg for andet års eleverne på Greenland Business School, Niuernermik Ilinniarfik, som havde projektuge om Nukissiorfiit. Eleverne fik til opgave at komme med forslag til, hvordan Nukissiorfiit kan udnytte overskudsenergi fra vandkraftværker til salg af elvarme.
Det kom der mange gode og spændende bud på, hvor eleverne blandt andet havde tænkt i at bygge Grønlands første datacenter ved brug af grøn energi. Et andet projekt havde undersøgt hvordan Nukissiorfiit kan optimere indkøb og installationen af elektrokedler i byer med vandkraft for at sikre en pålidelig forsyning, så der bruges el til at opvarme vandet i stedet for f.eks. et oliefyr i et hjem.
Nukissiorfiit har arbejdet tæt sammen med eleverne og har stået til rådighed med interviews og besvaret spørgsmål. Derfor var Nukissiorfiit også inviteret med, da projekterne skulle bedømmes, og der skulle kåres en vinder for bedste projekt, som lå tæt. Vinderen blev et projekt, der undersøgte kundernes behov og ønsker for at få installeret elektrokedler i deres hjem.
Det var en rigtig spændende uge med en masse interessante forslag til, hvordan Nukissiorfiit kan udnytte overskudsenergi fra vandkraftværker. Det håber vi også eleverne synes - og hvem ved, måske vi en dag ser nogle af dem hos os i Nukissiorfiit.