Røde kinder og nysgerrige blikke

I weekenden lagde omkring 60 personer vejen forbi Buksefjorden Vandkraftværk. Anledningen var åbent hus på vandkraftværket i forbindelse med fejringen af 25 år med vandkraft i Grønland.

De friske gæster havde selv taget turen på knap 70 kilometer til fjorden syd for Nuuk. Her ventede dem kaffe, the og kager samt godter til børnene. Personalet stod klar med præsentation og rundvisning i selve kraftstationen, som ligger 600 meter inde i fjeldet.

– Det var hyggeligt at have mulighed for at vise Nuuk-borgerne, hvor deres strøm og varme kommer fra. Gæsterne spurgte nysgerrigt ind til opstarten af vandkraftværket, placeringen og driften. Personalet på værket har været med i mange år og kunne fortælle om alt, helt fra begyndelsen, fortæller Joan Bloch Grube, chef for Ledelsessekretariatet i Nukissiorfiit.

Den 1. oktober 2018 er det 25 år siden, at Buksefjorden Vandkraftværk blev indviet. Vandkraftværket blev bygget fra 1990 til 1993 af Nuuk Kraft-konsortiet, der blandt andet bestod af ledende norske firmaer indenfor vandkraft. Nuuk Kraft stod for driften de første 15 år, hvorefter Nukissiorfiit overtog driften.

Billeder fra arrangementet kan ses på Nukissiorfiits Facebook-profil.

25 år med vandkraft fejres også i Nuuk Forsamlingshus søndag den 30. september 2018 kl. 14-17. Se mere herom på Nukissiorfiits nye hjemmeside www.nukissiorfiit.gl og på Facebook.