Første spadestik til 16 personaleboliger
Første spadestik er markeret, og grunden er lagt til Nukissiorfiits 16 kommende tjenesteboliger centralt i Nuuk.
Nukissiorfiit kender til udfordringen med manglen på personaleboliger. Samtidig har Nukissiorfiit et stort ansvar over for samfundet og er derfor gået i gang med at etablere et boligtårn i Nuuk. Boligerne skal både hjælpe Nukissiorfiits rekruttering og løfte en lille del af presset på boligmarkedet i hovedstaden.
De kommende boliger skal rumme bebyggelse i op til fem etager, og skal opføres på Kissarneqqqortunnguaq; den grund hvor Nukissiorfiits gamle reserveelværk lå. Grunden er nu blevet renset og kan fremover bruges til beboelse. Energidirektør, Kaspar Mondrup, udtaler:
- Hos Nukissiorfiit arbejder vi for at udnytte alle ressourcer bedst muligt. Derfor er det her et fantastisk projekt for os. Vi udnytter en grund, hvor der tidligere lå elværk, der brændte diesel af, til nye moderne boliger med lavt energiforbrug.
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen, er glad for at se, at Nukissiorfiit tager et samfundsansvar og opfører sine egne personaleboliger.
- I Kommuneqarfik Sermersooq gør vi en stor indsats for at skaffe nye offentlige boliger, men boligmanglen er stor, da mange flytter til Nuuk i disse år. Derfor er det dejligt at se, at byens virksomheder selv tager et ansvar for at skaffe boliger til deres ansatte. Det betyder, at der bliver mindre pres på de offentlige boliger, og i sidste ende flere boliger til andre borgere i Nuuk, siger Charlotte Ludvigsen.
Byggeriet indeholder en variation af fortrinsvis 2-rums boliger, men også 3- og 4-rums boliger. Lejlighederne varierer i størrelse fra ca. 60 m2 for 2-rums boligerne, 3-rums boliger på 83 m2 og endelig 2 store 4-rums boliger på 124 m2.
Smart Home
- Da teknologien stormer frem, og forskning viser at brugen af Smart Home er høj, har Nukissiorfiit også valgt at gøre de kommende personaleboliger til smart homes. Det betyder, at der blandt andet bliver installeret Danfoss Link til gulvarme og Bluetooth Salto som låsesystem til bygningen.
- Med installation af de nyeste teknologier, som kan fjernstyres elekronisk, vil det ikke kun begrænse udgifter, men i lige så høj grad medføre større hastighed og mere bekvemmelighed, fortæller Reza Hedayat Nejad, projektleder.
Med opførelsen af de 16 personaleboliger, vil det komme til at betyde store besparelser på udgifter til dyre lejeboliger.
Det er planen, at de nye personaleboliger vil være indflytningsklar ultimo 2022.