Nukissiorfiit sænker prisen på varme
Naalakkersuisut har godkendt at sænke priserne på varme, med ikrafttrædelse fra 1. september 2021. Prissænkningen kommer ikke kun forbrugerne til gode. Den vil også gavne den grønne omstilling og forventes at styrke Nukissiorfiits økonomi, fordi flere kunder forventes at skifte til afbrydelig elvarme, når prisen sænkes.
Med de nye tariffer sænkes prisen for både fjernvarme, fast elvarme og afbrydelig elvarme. Det sker som en konsekvens af Polaroils nedsættelse af olieprisen før sommerferien og giver gevinsten af den lavere pris, direkte videre til kunderne.
Billigere afbrydelig varmepris skal sikre et konkurrencedygtigt grønt valg
Nukissiorfiit tilstræber at prissætte den offentlige varmeforsyning konkurrencedygtigt overfor private alternativer. Da de private oliefyr med tiden er blevet mere effektive, er den offentlige forsyning med afbrydelig elvarme langsomt blevet mindre konkurrencedygtigt, for dem som har anskaffet sig et nyt og moderne oliefyr.
- Vi er glade for at Naalakkersuisut har besluttet at sænke varmeprisen. Det betyder, at Nukissiorfiit nu kan tilbyde et billigt, attraktivt og bæredygtigt alternativ til opvarmning ved private oliefyr. Vi håber at mange kunder vil lægge mærke til de lavere priser på afbrydelig elvarme, og dermed til vælge denne grønne løsning, udtaler Energidirektør i Nukissiorfiit, Kaspar Mondrup.
Nukissiorfiit har gennem de sidste 28 år foretaget store offentlig investeringer i vandkraftværker til Nuuk, Tasiilaq, Qaqortoq, Narsaq, Sisimiut og Ilulissat. For bedst muligt at udnytte den vedvarende energi som vandkraftværkerne producerer i disse byer, sælger Nukissiorfiit overskydende energi til afbrydelig opvarmning. Denne udnyttelse af energien gavner dermed hele samfundet og er med til at holde alle Nukissiorfiits priser nede, på både el, vand og varme.
De nye priser er som følger:
Fast varme
Fast varme sænkes fra 740 kr./ MWh til 710 kr./ MWh.
Fast varme omfatter både fast almindelig fjernvarme og fast elvarme.
Afbrydelig varme
Afbrydelig varme sænkes fra 680 kr. / MWh til 490 kr. / MWh.
Afbrydelig varme omfatter både afbrydelig elvarme og afbrydelig fjernvarme.
Den gennemsnitlige varmeforbruger med afbrydelig elvarme vil opleve at den årlige varmeregning reduceres med ca. 3.800 kr., mens kunder med fast elvarme (el- og fjernvarme) vil få gennemsnitlig årlig reduktion på ca. 600 kr.
Hvorfor er afbrydelig varme billigere end fast varme?
Som forbruger kan man godt undre sig over at det er billigere at vælge afbrydelig varmeforsyning. Det er ret simpelt og skyldes at man som forbruger med afbrydelig elvarme har en forpligtigelse til at have sin egen backup, eksempelvis i form af et oliefyr. Det koster naturligvis forbrugeren at have et oliefyr til at stå standby, og koster lidt i både strøm og service, med mere. Alle de omkostninger kompenseres man for, ved at den afbrydelige varmepris er en del lavere prissat end fast varme. Det gavner også Nukissiorfiit at kunden stadig har et fungerende oliefyr, fordi det i mange tilfælde kan være dyrere at investere i en offentlig central backupforsyning end et privat oliefyr. Dermed er det en win-win situation for forbruger og Nukissiorfiit.
Du kan altid ringe til 80 11 50 hvis du har spørgsmål til din faktura.