25 år i mandefaget

To måneder før endt uddannelse spottede Marianne Begstrup et stillingsopslag, der skulle ændre hendes liv for alvor

Året er 1993 og Marianne Begstrup stod for at skulle færdiggøre sin uddannelse som maskinmester (som eneste kvinde ud af 250 elever, red.) på maskinmesterskolen, i Svendborg.
Sætningen i annoncen der fangede den unge Mariannes interesse havde følgende ordlyd: ”.. under til tider vanskelige forhold… ”. Dén sætning gik direkte i hjertet og sjælen på den atypiske kvinde, som blev født i Kenya, i 1952.
– Jeg var træt af at høre mine medsøstre i Rødstrømpebevægelsen snakke om, at mændene burde tage del i husholdning og børnepasning. Jeg synes vi kvinder skulle tage del i arbejdsopgaverne, der typisk varetages af mænd, ellers gav ligestilling ikke mening for mig, fortæller Marianne og fortsætter;
– Kvinder må også gerne være, der hvor det er beskidt og hårdt. Derfor blev jeg fanget af ordlyden i stillingsannoncen og måtte bare søge, fortæller hun. Og inden Marianne Begstrup havde set sig om blev hun, efter en vellykket samtale i Pilestrædet, i København, ansat og var på vej til Maniitsoq som maskinmester, med sin dengang seksårige søn.

Mandefag er Mariannefag
Foruden maskinmesteruddannelsen har Marianne Begstrup en blikkenslageruddannelse og har arbejdet som blikkenslager fra 1981 til 1987 i Mocambique. Mandefaget er derfor slet ikke ukendt for den seje dame – og der befinder hun sig godt.
Som blikkenslager var hun også vant til at være eneste kvinde på store arbejdspladser med flere hundrede arbejdere.
– Jeg var indstillet på stillingen i Maniitsoq ikke ville blive let, og fik da også kamp til stregen af daværende maskinmestre i Maniitsoq. Men de andre medarbejdere modtog mig problemfrit og nu er der jo altså gået 25 år, griner hun.

Maniitsoq det bedste sted
Siden Marianne Begstrup kom til Maniitsoq har hun efterfølgende gjort karriere i Nukissiorfiit. I årene 1996 frem til 2014 var hun driftschef og teamleder for varme og bygder.
– Fra 2014 kom jeg tilbage hvor jeg startede, på varmeværket, og cirklen blev sluttet. Jeg har været en del rundt omkring i Grønland, men Maniitsoq er nu det bedste sted jeg kender, siger hun.
Jubilaren er overbevist om, at de mange forskellige opgaver gennem tiden – og ikke mindst glæden ved byen, har holdt hende ved jobbet – men også ansvaret der følger med jobbet hos Nukissiorfiit har holdt hende ved ilden.
– Det der har holdt mig så længe, i mine forskellige funktioner, er det ansvar vi har som medarbejdere i Nukissiorfiit. Hvis man passer arbejdet, og sørger for at det hele fungerer i by og bygder, forsøger at være på forkant med opgaverne, så fungere det, så er der lys i lampen, vand i hanen og varme i radiatorerne

Billedtekst: Marianne Begstrup, her til skypemøde i fagudvalget.Foto: Nukissiorfiit