Den sidste ”ballet” på havisen

Havet omkring Qaanaaq er dækket af knap halvanden meter tyk is, og det fryser nær 27 grader. I årtier har drivisen herfra været kilden til vandforsyningen, til de omkring 620 beboere

Vi befinder os på havisen et par kilometer udenfor Qaanaaq by, i starten af marts måned. Og som det ”naturligste” i Qaanaaq foregår transporten ud på isen i bil. Et særsyn i andre byer og ikke mindst en nervepirrende oplevelse for Nukissiorfiit udsendte, fra hovedkontoret i Nuuk, som aldrig har kørt på havis.

Før afgang sætter jeg mig lidt spændt ind i bilen, men er dog fast besluttet på at gennemføre dagens opgave. Det er noget vemodigt over denne opgave, men udsigten til bedre service og opgradering af vandforsyning til Qaanaaqs befolkning har ført mig ud på en noget anderledes opgaven, end dem jeg er vant til, på hovedkontoret i Nuuk.
Tilbage til dagens opgave og udsigten til at køre på is. Jeg beslutter mig mentalt for at være yderst opmærksom på, om der skulle komme knirkelyde fra isen, sprækker er andet ”farligt” undervejs, men chaufføren gør et ihærdigt forsøg på at berolige med, at isen er helt sikker og fast. Hans brede smil vidner om at han er lidt underholdt at min ”nervøse” attitude.
Nøglen bliver sat i tændingen på den firhjulstrukne firmabil og vi drejer fra byen og ud mod strandkanten. Køreturen begynder for alvor, der hvor land og vand mødes og hvor havisen er samlet i ét virvar. Passagen fra land til havisen er høj og bumlet, for isen er presset i alle retninger af tidevandet. Chaufføren styrer bilen igennem dette kaos med rolig og rutineret hånd, og inden vi ser os om er vi på havisen. Jeg kan mærke hjertepulsen slå hårdt mod halsen, men snart er det som at befinde sig på en motorvej. Jævnt og fast. Pulsen bliver hurtig rolig igen.
– Der var en isbjørn derude i går, siger chaufføren pludselig som det mest naturlige i verden, hvilket får mig op på mærkerne igen og pulsen rør på sig igen, samtidig med at jeg forsøger at holde fokus på chaufførens beretning og tonerne fra bilradioens musak.

Efter nogle minutters kørsel når vi frem til vores destination. Et stort, åbent og bart areal på isen.
Her finder vi blandt andre Magsannguaq Imina, der har hentet is fra fastfrosset isfjelde i mere en 40 år. Han har travlt, men smiler bredt ved vores ankomst.
Vi ser på, mens han graver isen løs af de omkringliggende isfjelde. Det store bare område omkring ham vidner om det kæmpe areal, som allerede er støvsuget for isfjelde til byens vandforsyning.
Jeg hopper ud af bilen og ned på isen. Med kameraet i hånden går jeg med langsomme, forsigtige skidt hen mod gummigeden og udstråler falsk selvsikkerhed. Jeg holder vejret for ikke at veje for meget, i håb om at ingen bemærker min akavede gebærden på isen. Pludselig går det op for mig, at isen ikke kun bærer mig – men også de flere tons tunge maskiner i form af en gummiged og en dumper.

Gummigeden, som Magsannguaq Imina styrer, borer sikkert skovlen ind i et nærliggende, fastfrosset isfjeld. Lyden er bragende og øredøvende og bag ham står dumperen klar til transportere den tunge is ind til byen. Jeg ved slet ikke hvad jeg tænker, men trykker bare løs på sit kamera og inden jeg ser sig om, hopper og springer jeg selv på isen, ud og ind mellem dumperen og gummigedens skovl, der buldrer i isen. Hele tiden på vagt, så jeg ikke forstyrrer de to kæmpemaskiners ballet på isen. Det ene motiv afløser det andet, mens maskinerne og deres førere udfører deres vigtige arbejde. Ingen her, frygter at færdes på isen.

Pludselig hører larmen fra skovlen op, og det sidste læs is er losset op på dumperen. Den er nu i stik retningen tilbage mod byen, for at få hældt isen i en tanke til smeltning og endelig rensning og filtrering på vandværket. Balletten er slut og vi følger gummigeden tilbage til byen.

Jeg får et lift med tilbage i firhjulstrækkerne og reflekterer over oplevelserne på isen og de store kontraster vandforsyningen i Grønland i virkeligheden har.

Vi rammer vandkanten igen, før vi drejer ind til byen, men denne gang er der fuldstændig ro på. Tankerne går nu på at det måske er sidste gang i år, at Qaanaaqs vandforsyning vil foregå med at hente is fra den frosne havis. Metoden er gammel, og koster mange penge. Derfor har Nukissiorfiit set på løsninger der sikrer en billigere og mere stabil drikkevandsforsyning i Qaanaaq.

Planen er at installere nye store vandtanke, der om sommeren fyldes med vand fra elven, så vandet kan bruges til vinterens vandforsyning Et arbejde som påbegyndes til sommer, når der er isfrit i Qaanaaq. Når det er gennemført betyder det, at borgerne i Qaanaaq får en bedre og mere stabil drikkevandsforsyning.