Ung, frisk og nysgerrig
Ung, frisk og nysgerrig
Dét var kendetegnet for hver og én af de otte unge gæster, der i uge 12 besøgte Nukissiorfiits vandkraftværk i Buksefjorden i Nuuk
Gruppen bestod af begejstrede og spørgelystne drenge i alderen fra 14 til 17 år fra ”Timi Asimi”. Drengene har vidt forskellige baggrunde, men fælles for dem er, at de alle gerne ville se hvordan et vandkraftværk ser ud og fungerer.
Drengene ankom til Buksefjorden ved 11-tiden mandag formiddag, hvor Nukissiorfiits personale stod klar til at modtage og give dem en præsentation af anlægget før turen gik ned til maskinrummet. De unge drenge var enormt interesserede og stillede mange forskellige spørgsmål. De ville også høre om personalets hverdag, vagtperioder og hvad det krævede for at arbejde sådan et sted.
Efter en god spørgerunde gik turen ned langs den 600 meter lange tunnel til maskinrummet, hvor der ventede drengene en stor oplevelse.
- Ingen af dem havde forestillet sig, hvor stort bygningsværket i virkeligheden er. De var vildt imponeret over at maskinrummet lå så langt nede, og så langt inde i et fjeld, fortæller Kim Godtfredsen, leder af Timi Asimi i Nuuk.
Han er glad for, at Nukissiorfiit ville modtage ”Timi Asimi”.
- I kan tro, vi alle nød besøget, og jeg kan mærke, at det har efterladt en lille gnist hos drengene, siger han.
Også Jens Bjerge, driftsoperatør i Buksefjorden, som stod for fremvisning af stedet, var glad for de unges besøg.
- Det var en fornøjelse at have drengene på besøg og dejligt med en masse gode spørgsmål. Det var tydeligt at mærke, at de unge var interesserede og begejstrede for værket, siger han.
Inden holdet sejlede tilbage til Nuuk skrev drengene i Nukissiorfiit gæstebog. Noget, som bragte minder frem hos Kim Godtfredsen.
- Jeg viste drengene at ”Timi Asimi” også besøgte Buksefjorden tilbage i november 2014. Dengang skrev vi også en hilsen bare med et andet hold.
- Tusind tak til Nukissiorfiit for, at vi måtte besøge jer. Det betyder virkelig meget for drengene, siger Kim Godfredsen.
Det betyder lige så meget for Nukissiorfiit at have unge, måske kommende kollegaer, på visit. Besøg som disse er en måde at præsentere vores spændende arbejdsplads, og forhåbentlig kan det være med til, at de unge får lyst til søge en spændende uddannelse, som Nukissiorfiit gerne vil være med til at bane vejen for.