Opmåling af råvandsøer
Som noget nyt tager Nukissiorfiit det første skridt med et større opmålingsarbejde af landets råvandsøer.
De første feltarbejder udføres i august og skal foregå ved søer i henholdsvis Sisimiut og Nuuk.
Resultater fra de kommende opmålinger er vigtig viden for Nukissiorfiit, da der er øget behov for at kende volumen på enkelte råvandsøer. Men også for at få kendskab til søernes udformning og geometri.
Det vides nemlig ikke altid med nøjagtighed, om der er vand nok i oplandet, når der for eksempel opstår en øget aftapning fra reservoiret. Eller om der er vand nok i oplandet, men at reservoiret er for lille, så reservoiret tørlægges ved eksempelvis vinteraftapning.
Det har derfor været svært at argumentere for eller imod, når der opstår øget vandforbrug eksempelvis i fiskefabrikkerne.
Det første skridt vil derfor være at opmåle reservoiret. De seneste 12 år har Nukissiorfiit hyret eksterne til at lave disse opmålinger på ganske få områder. Dette har i nogle tilfælde givet mulighed for at flytte råvandsindtaget til en dybere placering og dermed ændre på den årlige periode med mangel på tilstrækkeligt vand.
Men nu skal Nukissiorfiit lave opmålingerne selv, og i august begynder arbejdet med at sejle ud i gummibåd på de første af en række råvandsøer, nemlig i Sisimiut og Nuuk. Det kommer naturligvis til at foregå med en elektrisk påhængsmotor, for ikke at forurene vandet med olieprodukter.
- Vi får måleudstyr i gummibåden. Det er et monteret ekkolod, der måler vanddybden ned til sø- eller havbunden. Over den sidder der en præcisions-GPS, så vi ved præcis, hvor målingen af søbunden er foretaget, fortæller Martin Nauta, projektleder hos Nukissiorfiit og fortsætter:
- Med det udstyr kan vi de få præcise GPS-koordinater på hvert opmålt punkt på søbunden.
Vi skal så sejle langs parallelle linjer over hele søen, så den bliver opmålt med den detaljegrad, vi ønsker. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med dette vigtige arbejde, siger han.
3D
Det er et vigtigt arbejde. For med målingerne vil der komme tusindvis af målepunkter for søbunden, som skal bruges til at tegne en 3-dimensionel søbund på en computer.
Og det er denne søbund, som Nukissiorfiit skal bruge til at beregne et volumen i søen.
- Vi kan også lave en volumenkurve, så man kan se, hvor meget vand, man kan tappe fra søen, hvis indtaget ligger i en bestemt dybde, fortæller Martin Nauta.
De indkomne data vil også blive brugt til at lave højdekurver for søbunden, som skal lægges ud på Nukissiorfiits web gis, så alle, der har behov for det nemt kan se søens dybder og søens geometri.
Nukissiorfiit vil foretage opmålinger af søer på et antal lokaliteter hver sommer, indtil alle relevante søer er opmålt.