Maskinmesterpraktikanter Magnus og Carl: ”Det har været fedt at blive mødt med en åbenhed”
Sådan siger Carl Emil Hartvig og Magnus Grønbek Bager, når adspurgt om, hvordan deres praktikforløb har været i Nukissiorfiit. Fra august 2024 og tre måneder frem var de to i praktik på Hovedkontoret i Nuuk, som led i deres som maskinmesteruddannelse på MARTEC i Frederikshavn.
Indblik i totalforsyning
Med en lyst til eventyr og komme ud at opleve nyt faldt Carl Emil og Magnus’ valg om praktiksted på Nukissiorfiit, da de her kunne få et indblik i hele forsyningskæden, altså både produktion og distribution af el, vand og varme: ”Det har været rigtig spændende at være i Nukissiorfiit, som beskæftiger sig med totalforsyning. Alt hvad vi havde forventet, blev skudt til siden. Og det er positivt ment” fortæller Magnus.
Praktikopholdet gav anledning til besøg og ophold på vandkraftværket i Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat, som forsyner Nuuk med grøn strøm. Samtidigt fik de to maskinmesterstuderende også besøgt Ilimanaq, da de skrev projekt om energilagering i bygden.
En åben organisation
Udover indsigt i hvordan Nukissiorfiit arbejder med at forsyne landets borgere har det været vigtigt for Carl Emil og Magnus, at de også trives i deres fritid. Her har naturen fyldt meget med sejlture i fjorden eller vandring i fjeldene. Derudover har de været glade for at være medlem af personaleforeningen i Nukissiorfiit, som gjorde at de hurtigt oplevede at være en del af organisationen: ”Det var fedt at opleve, hvor åbne folk har været i Nukissiorfiit. Det har været nemt at komme ind i. Praktikanter mødes nogle gange med en lukkethed, for de er ude lige om lidt – sådan har det ikke været” afslutter Carl Emil.
Kunne et praktikforløb været noget for dig?
Hvis du som Carl Emil og Magnus er nysgerrig på, hvad man laver som ansat i Nukissiorfiit, og gerne vil bidrage til at forsyne landets borgere med el, vand og varme, så kontakt os og hør om muligheder for en praktikplads hos os via mail: hr@nukissiorfiit.gl