Olieudslip i bygden Nuussuaq nord for Upernavik

Torsdag d. 17. juli har et entreprenørfirma ved et uheld beskadiget en olierørledning mellem Nukissiorfiits elværk og olietanke, i forbindelse med deres arbejde i bygden Nuussuaq. Der har derfor været et olieudslip, som er løbet ud i havet ved bygden. Olieudslippet er stoppet igen.
Entreprenørfirmaet er i fuld gang med at opsamle og minimere skaderne fra udslippet. Beredskabet fra Upernavik er fremme i bygden, og er ved at inddæmme olien og opsamle ved hjælp af flydespærrer. Nukissiorfiit hjælper entreprenøren med at fjerne forurenet sand, så der ikke flyder mere olie i havet. Mængden af olie er endnu ukendt.
Forsyningen i Nuussuaq er ikke påvirket af hændelsen, og driften er normal. Nukissiorfiits olietanke er blevet genopfyldt, og der er af sikkerhedsmæssige årsager flere rørledninger mellem elværket og tankene, så den beskadigede rørledning vil ikke påvirke driften.