Nukissiorfiit glæder sig over ny Maskinmesteruddannelse
Nukissiorfiit deltog ved åbningen af den nye Maskinmesterskole i Sisimiut, hvor der blev hilst på de første maskinmester-elever, som tager uddannelsen herhjemme
Åbningen blev afholdt mandag den 15. august på Teknikimik Ilinniarfik (KTI, red.) i Sisimiut og Nukissiorfiit var med. Her fik de hilst på de 24 nye maskinmester-elever, hvis skoleforløb primært kommer til at have base i Sisimiut - dog med et enkelt, kortere skoleophold i Danmark.
- Vi har glædet os rigtig meget til denne dag. Det betyder nemlig, at der vil komme flere uddannede maskinmestre ud til erhvervslivet, som vil berige os med viden, erfaring og arbejdskraft, sagde Ellen Kristensen, HR-chef hos Nukissiorfiit i sin tale til åbningen og fortsatte:
- Vi har stor erfaring med at have maskinmester-erhvervspraktikanter. Både med at have dem som erhvervspraktikanter og til at planlægge et godt forløb, når der skal til skrives bachelor. Når I når dertil i jeres uddannelse, glæder jeg mig rigtig meget til at se jeres ansøgninger.
Blandt gæsterne var også Nukissiorfiits Mathias Bust Skyttä. Han er ansat som maskinmester og daglig teamleder i Sisimiut. Han fortalte de nye elever om, hvordan det er at være ansat i Nukissiorfiit og de spændende udfordringer og mange muligheder, der er.
Der er i dag ansat cirka 35 maskinmestre i Nukissiorfiit fordelt i hele landet, og der er behov for mange flere. Derfor er Nukissiorfiit glade for, at de unge nu har muligheden for at tage uddannelsen herhjemme, hvilket åbner op for nye muligheder.
Nukissiorfiit har som forsyningsvirksomhed ansvarlig for at producere og levere el, vand og varme til størstedelen af forbrugerne i Grønland. Det omfatter 17 byer og 53 bygder, hvoraf vi har 23 varmeværker, 91 elværker, 69 vandværker, derudover har vi fem vandkraftværker.