Med kulde og evner følger stort ansvar

Forsyningsselskabet Nukissiorfiit er en af Grønlands største arbejdspladser for maskinmestre, og mulighederne er da også mange for virksomhedens fagfolk, fortællerPeter Emil Frank og Timo Schaedla. Ikke mindst får man hurtigt masser af ansvar på verdens største ø.

Med forsyningspligt overfor 17 byer og 53 bygder spredt som små selvstændige ’øer’ over et enormt geografisk område har Nukissiorfiit en særdeles vigtig opgave i at levere el, vand og varme til indbyggerne i Grønland, fra Nanortalik i syd til Qaanaaq i nord.

Forsvinder bare en af delene i en af de kolde måneder, hvor temperaturen nordpå nemt kan dykke under -30, kan det i yderste konsekvens være ensbetydende med evakuering af en hel bygd. I den forbindelse er forsyningsselskabets mange maskinmestre helt essentielle.

To af dem – Peter Emil Frank og Timo Schaedla – har Maskinrummet mødt på et af Nukissiorfiits sites i Nuuk, nærmere bestemt komplekset ved siden af Nordhavnsværket, som i mange år har ageret back-up for byens elproduktion, der siden efteråret 1993 har fundet sted på Buksefjorden Vandkraftværk.

28-årige Peter Emil Frank er frisk ud af skolen – han færdiggjorde sine studier i Aarhus i januar 2023 – og er for nylig tiltrådt en stilling i det store forsyningsselskab, hvor han også var i bachelorpraktik, i øvrigt med Timo Schaedla som vejleder.

I forlængelse af projektarbejdet sidder Peter Emil Frank nu som teamleder og projektkoordinator for måleteknisk afdeling, hvor han har med alt, hvad der hedder el-, vand- og varmemålere i hele Nuuk at gøre, lige fra udlevering og opsætning til dokumentation og et sideløbende projekt om fjernaflæsning og bedre dataindhentning.
- Jeg har fået utrolig meget ansvar i mit første job som maskinmester, så det er lidt overvældende men også utrolig spændende, og jeg kan mærke, at jeg lærer noget nyt hver dag, siger han.

Som bachelorstuderende blev han grebet af både den lokale kultur, stemningen og tempoet i byen, men i høj grad også af Nukissiorfiit som arbejdsplads og de muligheder, der bød sig til.

Det er noget, Timo Schaedla kan nikke genkende til, for mens Peter Emil Frank er ny i faget, så er Timo noget mere erfaren i professionen og ikke mindst arbejdet som maskinmester på verdens største ø.

I Nukissiorfiit har han de sidste fem år været teamleder for selskabets varmeproduktion, men karrieren i Grønland strækker sig 16 år tilbage, siden han startede i Upernavik, hvor han gennem 3½ år var med til at håndtere el, vand og varme i ni forskellige små bygder.
- Vi oplevede blandt andet at el- og vandværket brændte ned, og det var om foråret, hvor havisen stadig gjorde det umuligt at få skibe ind til byen, så det var lidt udfordrende, men det lærer man jo også noget af, siger han med et skævt smil. 

Vokseværk i byen giver flere opgaver
Gennem deres respektive positioner i Nukissiorfiit kan både Peter Emil Frank og Timo Schaedla tydeligt mærke den omfattende udvikling, der er i gang i Nuuk, hvor tilflytningen er stor og der derfor er godt gang i byggeriet af ikke mindst boliger, som selvsagt skal forsynes med el, vand og varme.
- Man kalder det nogen gange ’lille Dubai’ – eller måske skulle det være ’Cold Dubai’ – fordi her sker så meget og der bliver bygget på livet løs. Kranerne står alle steder og det bliver de ved med de kommende år, siger Timo Schaedla.

99 procent af den el og varme, Nukissiorfiit afsætter i Nuuk, er baseret på vedvarende energi, og det billede vil selskabet meget gerne fastholde fremadrettet, også i takt med den voksende boligmasse og de mange nye forbrugere, der kommer til.
- Det skal være vedvarende energi, der dominerer billedet, for alt andet er alt for dyrt i drift rent økonomisk. Så vi prøver at udnytte potentialet fra Buksefjorden mest muligt, og det skal også udvides, det er i hvert fald på tegnebrættet, så vi kan fortrænge så meget forbrug af fossile brændsler som muligt, siger Timo Schaedla.

Mere specifikt taler prognoserne om en vækst i indbyggertallet i Nuuk fra de nuværende knap 20.000 til omkring 30.000 om ca. 10 år. En så markant udvikling kræver selvsagt, at byens infrastruktur også får et løft, herunder el-, vand- og varmeforsyningen.

Allerede nu er Nukissiorfiit i fuld gang med at få lagt endnu mere fjernvarme i jorden – eller fjeldet, om man vil – og efterspørgslen er da også stor. Til gengæld giver terrænet og klimaet nogle udfordringer, der er noget anderledes end i Danmark.
- Fjernvarmeledningerne skal jo sprænges ned i klipperne, og det er en meget bekostelig affære, og det tager lang tid. Generelt skal alting frostsikres, og klimaet er i det hele taget en udfordring. I de hårde vintre sker det jo, at nogle af de her undercentraler i boligområderne går ned, og så skal vi rykke ud i en fart, så folk ikke sidder og fryser, forklarer Timo Schaedla.

Arbejder for udfasning af olie
Som spids- og reservelastenhed er Nordhavnsværket, hvor både Timo og Peter har deres daglige gang, en sidste udvej for Nukissiorfiit til at kunne levere el og varme til indbyggerne i Nuuk, hvis vandkraften fra Buksefjorden af den ene eller anden grund ikke er tilgængelig.

Inden man kommer så langt, har selskabet muligheden for at regulere via fire højspændings-elkedler, og på sigt vil man som nævnt gerne have det oliefyrede alternativ helt ud af set-uppet.
- Når det gælder forsyningssikkerheden, skal to af de fjernvarmenet, Nuuk er opdelt i, lægges sammen i forbindelse med, at der bliver etableret et nyt forbrændingsanlæg i bydelen Nuussuaq, og man derfor gerne vil kunne levere overskudsvarme til hele byen derfra, siger Peter Emil Frank.

Det er endnu et område, forsyningsselskabets mange maskinmestre kan blive en del af, og som sådan mangler de absolut ikke noget at lave, understreger Timo Schaedla.
- Nukissiorfiit er en virksomhed i konstant udvikling og hele tiden på jagt efter nye måder at gøre tingene på. Nu hvor Buksefjorden skal udvides, skal vi til at se på noget mere afbrydelig elvarme ude hos kunderne, hvor vi vil tilbyde at opsætte elkedler i stedet for deres oliefyr, siger han.

Ud fra et økonomisk perspektiv handler det om at fortrænge så meget olie som muligt fra byen, og set med klimabrillerne på er det selvsagt også en væsentlig del af den grønne omstilling.
- Der er rigtig mange forbrugere, der er interesserede i at vi får udfaset de fossile brændsler, men samtidig ser folk jo også på økonomien i det, så vores afbrydelige eltakst er nødt til at kunne matche olien, som stadig er ret billig heroppe, ellers gider folk ikke have elkedler, påpeger Timo Schaedla.

Mens vandkraft altså er klart dominerende, når det kommer til VE i Nuuk, så har man i højere grad vind og sol på tegnebrættet ude i bygderne. Her vil man gerne opbygge hybridanlæg, der kombinerer solpaneler og ’energibanker’ i form af batterier.
Det er ikke mindst noget, indbyggerne vil kunne få glæde af om sommeren, hvor det vil være muligt at slukke for dieselgeneratoren og dermed spare store mængder brændstof og CO2.

Den helt rigtige uddannelse til jobbet
Både Peter Emil Frank og Timo Schaedla kan skrive under på, at de er blevet grebet af ikke alene kulturen og samfundet i Grønland, men i den grad også af naturen og klimaet. Det er dog også faktorer, der af og til gør arbejdet ekstra udfordrende.

Udover at man kan risikere at blive fanget i en bygd i ugevis på grund af vejret, så medfører de store afstande og den sparsomme adgang til reservedele og hjælp udefra, at man som maskinmester ofte skal være klar til at tænke ud af boksen for at få løst et problem.
- Man skal være kreativ en gang i mellem, for leverandøren ligger altså ikke lige rundt om hjørnet. Jeg oplevede det i Upernavik, hvor alting jo gik i stykker, men vi skulle jo have noget strøm og noget vand ud i byen, og når man ikke lige kan gå i den nærmeste Stark, så skal der findes andre løsninger, siger Timo Schaedla.

Det er maskinmesteruddannelsen heldigvis det helt rigtige fundament til at kunne gøre, hvilket Peter Emil Frank sætter stor pris på, med lærdommen fra Aarhus i frisk erindring. Kombineret med de erfaringer, han allerede har gjort sig som projektkoordinator, har det betydet stor faglig udvikling på jobbet.
- Specielt det, vi lærer på uddannelsen med at være struktureret, at organisere sit arbejde, så man når i mål med alle sine opgaver, det er helt klart noget, jeg har fået stor brug for her i Nukissiorfiit, og generelt fornemmer jeg, at det er et behov at man kan ting hele vejen rundt, fordi der ikke altid er en ekspert, man kan spørge om hjælp, siger han.

Man skal med andre ord selv kunne træffe beslutninger og tage nogle valg, for der som regel ikke andre, der kan gøre det for dig. Og selvom det måske kan virke uoverskueligt at skulle stå på egne ben som projekt- eller teamleder uden den store erfaring, så er man nødt til at finde ud af det, slår han fast.
- Tit bliver man smidt ud i en lederstilling, hvor man skal sætte andre folk i gang, ligesom jeg prøvede oppe i Upernavik som helt nyuddannet maskinmester, hvor jeg ikke vidste så meget om mine egne evner, men pludselig havde en masse folk under mig, som jeg skulle vejlede. Det var bare at prøve sig frem, siger Timo Schaedla.

Hverken han eller Peter Emil Frank tøver på den konto med at anbefale kolleger eller studerende fra Danmark at søge nordpå, hvis de mod på ansvar og eventyr. Lige fra værkstedpraktikken over bacheloropgaven til den første ansættelse er der masse af hente.
- Det er bare utrolig fedt at komme ud og se noget andet, opleve en anderledes kultur, specielt i Grønland, hvor naturen og klimaet er så forskelligt fra Danmark. Og personligt er jeg blevet taget varmt imod her i Nukissiorfiit og har oplevet rigtig god sparring, så jeg kan kun sige go for it, lyder det fra Peter Emil Frank.

Foto: Michael Vienø
Artikel: Maskinmesteren

Link: mmf.dk